Udkants Danmark, vandkants Danmark, hvor kragerne vender, landsby, kystby – ja kært barn har jo som bekendt mange navne. Strandby er bestemt ingen undtagelse.
Strandby er en landsby med fut i. Der laves mange lokale tiltag, som skal sikre byens eksistens, gøre byen attraktiv og som skal være til gavn for de borgere, der bor i byen og i lokalområdet.
Det er også en af grundene til at Strandby Spejderne har valgt at takke ja til tilbuddet om at planlægge et af årets hyggeligste motionsevents – Nemlig Landsbyløbet.
Tirsdag den 14. maj inviterer Strandby Spejderne alle motionister, løbere, cykellister og MBT’er til en hyggelig tur rundt i lokalområdet omkring Strandby. Der bliver lavet ruter i flere længder, hvor man både kan gå, cykle, løbe og kører MTB. Ruterne varierer i længde fra 5 km. og helt op til et halvmaraton.
Som noget nyt vil der den 14. maj også være en familierute på 3 km. som er velegnet til børnefamilier. Ruten er valgt så hele familien kan komme afsted sammen, hvilket også gælder for både barnevogne og klapvogne.
Strandby Spejderne viser deres lækre område på Spejder Farmen frem, da der her findes både start og mål. I løbet af dagen vil der være forskellige aktiviteter for børn. Der vil være salg af mad og drikke og hyggeligt samvær på Spejder Farmen hele dagen. Pladsen er åben fra kl. 16.30, hvor der udleveres startnumre til alle deltagerne. Husk at alle børn under 16 år får en gratis medalje ved tilmeldingen. Voksne og børn over 16 år koster fra 50 – 75 kr. alt efter ønske om en medalje.
Med et ønske om at støtte op om lokale aktiviteter, sætte Strandby på landkortet og skabe gode rammer for børn i lokalområdet, håber Strandby Spejderne på at se rigtigt mange lokale børn, unge og voksne til en hyggelig aften på Spejder Farmen.
Lidt om det praktiske.
Ruterne bliver i lokalområdet omkring Strandby og ses nedenfor.
Ruterne:
- Barnevognstur på ca. 3 km. velegnet til familier med mindre børn.
- 5 km. løn/gang rute.
- 10-12 km. rute som kan klares på gåben, som løb eller på cykel.
- 25 km. rute til cykellister.
- Halvmarathon til de dygtige løbere.
- Guidet MTB-tur med lokale guider.
Program:
Kl. 16.30-17.15: Udlevering af Startnumre.
Kl. 17.15: Velkomst.
KL. 17.30-18.10: Deltagerne sendes afsted.
Kl. 18.30 – 21.00: Hygge og mulighed for køb af mad og drikke i målområdet.
Priser:
Voksen: MED medalje 75,- kr.
Voksen: UDEN medalje 50,- kr
Børn (til og med 16 år): MED medalje 0,- kr.
Tilmeldingen skal ske via dette link: 1. etape Strandby | LandsbyLØBET Frederikshavn Kommune (nemtilmeld.dk)
Se mere på begivenheden på Facebook:LandsbyLØBET i Frederikshavn Kommune 1.etape i Strandby | Facebook
Lidt om Strandby Spejderne:
Med Spejder Farmen, på Strandbyvej 93, 9970 Strandby, som udgangspunkt mødes Strandby Spejderne hver lørdag i lige uger fra kl. 10-13 til spejderaktiviteter med naturen som legeplads. Strandby Spejderne er en aktiv gruppe med ca. 100 medlemmer i forskellige aldersgrupper.
Strandby Spejderne tilbyder spejderaktiviteter til tre forskellige aldersgrupper, som alle mødes til spejderlørdage på Spejder Farmen hver anden lørdag.
De mindste spejdere er gruppen Familiespejdere. Her mødes børn i alderen 0-6 år ifølge med en voksen. Børnene lærer at indgå i sociale relationer med andre børn og voksne samtidig med at de lærer naturen at kende. De lærer om dyrelivet, hvor ting kommer fra og hvordan man skal behandle naturen. Her er der plads til at børnene deltager i aktiviteterne på deres eget niveau, der er plads til en middagslur i barnevognen, der er plads til at lege på Farmen, hvis koncentrationen slipper op og der er plads til at blive både våd og beskidt.
Den midterste gruppe er Ulvene. Denne gruppe indeholder børn fra 0. til 4. klasse. Lederne står klar til at modtage de glade børn og har planlagt aktiviteter som forskellige løb, hvor børnene lærer at samarbejde og trives i grupper, de lærer om naturen og om at klare sig selv og hjælpe andre. Der bliver bygget hule, fremstillet raketter, lavet bue og pil og meget mere.
De ældste spejdere er Storspejdere. De er fra 5. klasse og op efter. Her bliver de unge modtaget af andre unge ledere samt et par faste voksne. De lærer spejderfærdigheder, hvor der laves bål, bygges lejrplads, læres koder, første hjælp og meget andet. De lærer andre unge at kende på tværs af alder og de lærer om sammenhold og holdånd. De lærer at klare sig selv, tage ansvar og være noget for andre.
Følg Strandbyspejderne på både Instagram og Facebook under navnet Strandbyspejder.
På vegne af Strandbyspejderne
Gruppeleder Christina Jensen.