Skrevet af: Dann Vestergaard
Sommerferien er slut og både trænere og bestyrelse, på fotoet repræsenteret ved formand Kim, glæder sig meget til at se og gense nye som ”gamle” medlemmer af Tornados.
Under mit nylige besøg i Strandby hallen for at interviewe Kim, fornemmede jeg straks sammenholdet og den særlige holdånd i klubben. Alle medlemmer af den 10 personer store bestyrelse, nogle sågar inklusive familie, var alle i gang med at klargøre hal, udstyr og materialer til den nært forestående floorballsæson.
Floorballsæsonen 2024/25 skydes i gang med den traditionelle standerhejsning allerede på lørdag d. 17/8 kl. 11-14, og træning starter umiddelbart efter, fra mandag d. 19/8.
Skulle man have lyst til at prøve kræfter med floorball, kræver det blot et par indendørs sko, T-shirt, shorts og en drikkedunk. Øvrigt udstyr, som floorballstav, floorballbriller (et krav for ungdomsspillere under 18 år) eller evt. et komplet sæt målmandsudstyr kan lånes af Tornados, så det er relativt billigt at prøve sporten af. Når man så finder ud af, at floorball er en fantastisk sport og ønsker sit eget udstyr, skal man ikke længere end til Floorball Fabrikken i Frederikshavn, en sportsforretning med fokus udelukkende på udstyr, tøj og tilbehør til floorball.
”Floorball er en nem og hyggelig sport at dyrke, og hos Tornados lægger vi stor vægt på, at floorball hallen skal være et trygt og sikkert sted at komme – et sted, hvor man kan udvikle sig både individuelt og i fællesskab med andre. Tornados er en meget social klub og alle skal føle sig velkomne, og kunne være en del af Tornados”, fortæller Kim.
”Holdet” bag ethvert af Tornados floorballhold består dels af nogle meget dygtige og rutinerede trænere, som typisk selv har spillet floorball og været i ”gamet” i mange år, dels af en eller flere holdledere. Trænerens opgave er primært tilrettelæggelse og afvikling af alders- og niveausvarende træningspas, hvor holdlederes opgaver spænder bredt og har mere administrativ og koordineringsmæssig karakter. Som holdleder for de yngste årgange i Tornados, spænder opgaver f.eks. fra at ”puste” på småskader over at sørge for god ”ro og orden” under træningspasset til at koordinere og administrere det praktiske omkring holdets træning, kampe og stævner. Alle trænere og holdledere i Tornados er, eller bliver, selvfølgelig ”klædt på” med relevante og påkrævede kurser inden det for alvor går løs, udtaler Kim
Er du blevet interesseret eller vil du gerne vide mere, så kig forbi hallen på lørdag til standerhejsning, eller kontakt Strandby Tornados Floorball på Facebook (SEIF Tornados), eller på hjemmesiden tornados.dk
”Vi glæder os til at se rigtig mange af jer på floorballbanen i Strandby hallen, både ungdoms- og seniorspillere”, lyder det håbefuldt fra Kim.