Siden Tornados senest, for 2 sæsoner siden, var repræsenteret med et hold i den bedste herre senior række, har vi arbejdet benhårdt på at få opbygget et solidt fundament og grundlag for igen at have et herre senior hold i klubben. Et resultat heraf blev, at vi allerede tidligt i foråret i år besluttede, at vi, til kommende sæson 23/24, ville tilmelde både et U18 hold og et hold i 1. division herrer til Danmarksturneringen.
Vores målrettede arbejde vakte imidlertid interesse hos en af floorball’ens store personligheder, og vi er meget stolte over, at vi hermed kan præsentere Andreas Glad, som vores nye spillende cheftræner for vores kommende LIGA-hold i Strandby Tornados.
Det lå ikke i kortene, at vi allerede i kommende sæson, igen skulle have et ligahold i Strandby, men da Andreas henvendte sig, og præsenterede sin idé, var vi ikke i tvivl…
Andreas er en person, som har prøvet lidt af hvert som spiller, og senest som træner. To gange er Andreas kåret som årets spiller i Danmark, og to gange desuden kåret til årets træner. Derudover har han mere end 10 års erfaring som spiller i ligaen, og på det danske landshold. Med Andreas har vi altså med en herre at gøre, som ved hvad det kræver at blive den bedste, både på, men bestemt også udenfor banen.
Efter en hård og lang skadespause har Andreas udtrykt ønske om, og trang til, at komme tilbage på floorballbanen igen, og vise, at hans karriere som aktiv spiller bestemt ikke er slut.
Vi mener, at vi har fundet den helt rigtige profil til klubben. Vi havde på forhånd lagt os fast på, at når vi forhåbentlig skulle spille liga floorball i Strandby igen, så skulle vi enten have en meget erfaren træner, eller et trænertalent med erfaring som spiller på højeste niveau.
Vi håber og tror på, at vi med denne signing, kan lave et naturligt bindeled, og bane en vej for vores ældste ungdomsspillere mod senior holdene i den danske liga og mod vores landshold.
Vi har stillet Andreas et par spørgsmål…
– Hvem er Andreas Glad?
Jeg er 30 år, bor i Frederikshavn og arbejder til dagligt på Frydenstrandskolen i Frederikshavn. Derudover er jeg nok VERDENS DÅRLIGSTE TABER. Jeg kan ikke lide at tabe, og derfor går jeg også ind til alle ting med 100% seriøsitet og fokus.
Jeg har spillet floorball i rigtig mange år i forskellige nordjyske klubber, og har, efter jeg som spiller pådrog mig en hofteskade i en VM-kvalifikationskamp, de seneste 3 år været træner for Frederikshavn Blackhawks.
Jeg er nok en person, som deler vandende lidt. Enten kan man lide mig, eller også tænker man, at jeg er en arrogant person. Jeg håber selvfølgelig der er flest i den første kategori, men det sidste kan nok ikke undgås, når man gerne vil være den bedste til alt.
Hvad kan ellers beskrive mig?… Ydmyg, godt humør og altid klar på en konkurrence.
– Hvorfor Tornados?
Jeg har valgt at prøve noget nyt efter 6 sæsoner i Frederikshavn, som både spiller og træner. Jeg har valgt det dels for sportens og Strandbys skyld, men også for min egen skyld – for at udfordre mig selv. Det har kriblet lidt i maven for at få staven i hånden igen, og få lov til at trille lidt bold igen. Det udtalte jeg også åbent, efter vi vandt DM guld med Frederikshavn, så nu var muligheden der, i Strandby.
Jeg har altid været en af dem, som har råbt højest i forhold til manglende ligahold i vest – selvom der er spillere nok med niveau til det. Så forhåbentlig kan vi drille de andre hold i vest en smule, uagtet det formentlig vil tage tid. Strandby har rigtig mange dygtige talenter, synes jeg, men de er stadig meget unge, så jeg håber, at ved at kunne lave et ligahold i Strandby, vil ungdommen have nogen at se op til, og noget at stræbe efter. Efter flere snakke med folk i bestyrelsen i Strandby, virkede det som om, at dette var noget begge parter ønskede.
Det har kæmpe betydning for mig, at folk tør tage en chance med mig. Bjørn Fuglsang tog en chance med mig som træner i Blackhawks for 3 år siden, og jeg håber, at jeg har betalt lidt tilbage med 6 finaler ud af 6 mulige, takket være en talentfuld spillertrup. Nu hvor Strandby er klar til at tage en chance med mig, håber jeg også, at jeg kan give lidt tilbage her. Men der er selvfølgelig et kæmpe arbejde forude, da der pt. ikke er en eneste senior spiller. Jeg glæder mig til udfordringen, og er taknemmelig over at få chancen i Strandby.
– Hvad forventer du af Tornados?
Jeg forventer fuld opbakning, som jeg har oplevet det hver gang, man har set de unge Strandby drenge/piger spille på ungdomsholdene. Det virker til, at klubben støtter godt op om alle hold, så det håber jeg selvfølgelig også de kommer til, når vi skal spille i øverste række i Danmark.
Til holdet er det svært at komme med forventninger, i Frederikshavn var jeg ikke bange for at melde ud fra start, at vi skulle vinde guld i både pokal og DM hver sæson. Men det er en helt anden situation her i Strandby uden senior spillere, så mine forventninger på nuværende tidspunkt må blive, at de unge skal få hår på brystet, og derudover må vi se, om vi evt. kan snuppe en top-3 placering, som giver adgang til mellemspillet.
Mine forventninger kan selvfølgelig ændres undervejs, det kommer naturligvis helt an på det spillermateriale, jeg vil have at arbejde med i Strandby.