Udrulningen af fjernvarme til Elling giver anledning til flere trafikale udfordringer.
Lige nu graves der på Grundtvigsvej, Birkedalsvej og på Ingemannsvej. Det gør det noget mere besværligt at færdes på disse veje end man er vant til.
På Grundtvigsvej er der lysregulering, som til tider sætter bilisternes tålmodighed lidt på prøve, men alternativet ville være, at man var nødt til helt at spærre for trafik i de perioder, hvor der arbejdes på stedet.
På Birkedalsvej er man nu nået så langt, at der i denne uge (uge 21) skal lægges ny asfalt i de render det har været nødvendigt at grave for at få fjernvarmerørene i jorden. Før asfalten kan lægges på, er det nødvendigt at fjerne det øverste lag grus, som nu ligger i renderne. Det medfører, at der i en kortere periode vil være meget høje kanter i udgravningerne, både på langs af vejen, men desværre også på tværs af køreretningen.
Det kan lade sig gøre at passere udgravningerne med forsigtighed, men det tilrådes at man forsøger at undgå kørsel på strækningen indtil asfaltarbejdet er afsluttet. Det forventes at vare 1 – 2 dage.
Kanterne er ret høje og skarpe, så der er stor risiko for at ødelægge bilens dæk, hvis man kører for hurtigt hen over kanterne.
Der skal lægges asfalt på Birkedalsvej fra Vilh. Becks Vej til Ingemannsvej – Pas på der vil i en kort periode være meget høje kanter såvel langs med kørselsretningen, som på tværs af vejen.
Det er steder som her der vil være høje og skarpe kanter, der kan være meget vanskelige at passere.
Midlertidig lysregulering på Grundtvigsvej i Elling.