Skrevet af: Brian Klemmensgaard, bestyrelsesmedlem.
Mikkeline Olesen og Tascha Fuglsang indtræder begge i trænerteamet bag Tornados Girlpower, da vores nuværende trænerduo, Jane Adelbøg og Kamilla Adelbøg begge har ønsket at trække sig for en periode, begge grundet barsel.
Vi har været utroligt heldige med, at Mikkeline og Tascha, med kort varsel og midt i floorballsæsonen, har takket ja til at overtage opgaven. Vi ser Mikkeline og Tascha som meget kompetente og dygtige floorballspillere, som vi er sikre på, kan videreføre og udbygge Jane og Kamillas flotte arbejde under vores relativt nye Girlpower koncept. Vi er meget glade for, at Tornados floorballpiger i ungdomsrækkerne hermed har fået to kvindelige rollemodeller yderligere at spejle sig i samt suge inspiration og erfaring fra, lyder det fra Tornados formand Kim Frillerhøj.
Mikkeline og Tascha har allerede deltaget ved seneste træningspas, hvor de blev introduceret for Girlpower spillerne, og ved kommende træning allerede på fredag d. 27/2, er det Mikkeline og Tascha, som har overtaget roret.
Tornados Girlpower er overskriften for Strandby Tornados koncept for træning målrettet pigespillere i ungdomsrækkerne, hvor ekstra træningspas, indtil videre ca. hver 3. uge, kun med deltagelse af pigespillere, skal motivere, fastholde, udvikle og tiltrække pigespillere, samt tilbyde et fællesskab og træningsmiljø man som pigespiller til tider måske kan savne lidt, i en sport hvor vi mangler flere pigespillere.
Vi vil derfor samtidig gerne opfordre alle piger i alderen 7 år og opefter til at komme og deltage i Girlpower træningen. Girlpower er et gratis tilbud til alle piger, der ønsker at benytte sig af det, uanset om man allerede er medlem af Tornados Floorball, overvejer at blive medlem, eller bare har en sund interesse for floorball og fællesskab i forbindelse hermed, udtaler Kim Frillerhøj. Tag gerne floorballinteresserede veninder og søstre med også. Tornados har låneudstyr (stave og briller), så det kræver kun indendørssko, shorts og T-shirt at deltage.
Er du interesseret i Girlpower floorball møder du bare op i Strandby hallen, som ligger lige ved siden af Strandby skole, til de allerede planlagte træningspas, som for resten af indeværende sæson ligger på følgende fredage: 27/2, 13/3, 10/4, 1/5 og 22/5, alle dage fra kl. 18.15 til 19.45. Mikkeline og Tascha er klar til at tage godt imod dig.
Vi har i forbindelse med tiltrædelsen bedt Mikkeline og Tascha kort præsentere sig selv:
Mikkeline:
Jeg startede til floorball da jeg var 6 år gammel, hvor jeg har spillet hele min ungdom i Frederikshavn. Derudover har jeg været en del af U19-landsholdet i tre år, hvor jeg har deltaget i to VM-slutrunder. På klubplan har jeg vundet både DM- og pokalguld flere år i træk.
Jeg har valgt at takke ja til denne træneropgave, fordi jeg stadig har stor glæde ved sporten og ønsker at give min erfaring og viden videre. Samtidig ved jeg, hvor vigtigt det er at skubbe pigefloorball frem i Danmark og skabe mere fokus på pigerne i sporten. Jeg håber at kunne gøre en positiv forskel for pigerne i klubben og forhåbentlig få flere piger med ind i sporten.
Tascha:
Jeg har spillet floorball siden jeg var omkring 8 år, og jeg har hele tiden spillet i Frederikshavn. På landsholdsplan har jeg været en del af U19-kvindelandsholdet fra det igen blev aktuelt og frem til U19-VM i 2022. Derudover har jeg repræsenteret Dame A-landsholdet ved VM i Singapore i 2023. Ligesom Mikkeline har jeg været med til at vinde både DM- og pokalguld med Frederikshavn Blackhawks flere år i træk, senest i 2025.
Jeg har valgt at takke ja til denne mulighed, da det lyder som et spændende projekt – særligt for pigefloorball – og fordi jeg stadig brænder for sporten.




